Nyhedsbrev nr. 2 (Maj 2017)

Maj 2017

Nyhedsbrev nr. 2


Kære alle sammen


I mit første nyhedsbrev fra november 2016 truede jeg med at vende tilbage, når der var nyheder nok til et brev mere. Efter en netop veloverstået tur til det sydfranske, er der kommet nye varer på hylderne, som fortjener omtale:


Veuve Banyuls Rosé

Først og fremmest var vi på udkig efter en rosévin til de kommende lune sommerdage. Vi fandt en frisk og let sag hos en ny leverandør; Cave l’Étoile.

Her er tale om en ukompliceret og letdrikkelig vin, lavet på Grenache Noir og Syrah. Ud over at egne sig perfekt som terrassevin passer den fint til salater, lyse fiskeretter og især skaldyr. Stk. pris 65,00 kr. – eller snup 6 flasker for 350,00 kr.


Collioure Blanc

Fra Domaine Pic Joan har vi nu valgt at supplere de to søde Banyuls vine med en hvidvin fra Collioure. Det er en særdeles behagelig og frisk vin med en god mineralitet.

Druesammensætningen er Grenache Gris og Grenache Blanc. Denne vin er en dejlig ledsager til f.eks. fiskeretter og lyst kød. Vores ”prøvesmagere” har alle givet den en varm velkomst, så det er bare med at slå til, mens den endnu er på lager 😊 Den kan erhverves for 120,00 kr. flasken.


Marc de Banyuls

Det sidste skud på stammen er en Marc de Banyuls fra Cave l’Étoile. Det vil sige en eau de vie, der fremstilles på det gærede kvas fra druerne, der er anvendt i vinproduktionen.

Den er et spændende – og nyt – alternativ til de mere traditionelle avec’er til kaffen. 285,00 kr. for en flaske.


Det var de hardcore produktnyheder. Hvad er der ellers sket; Forretningen udvikler sig stille og roligt, der er etableret kontakter til flere restauranter og gode aftaler er på vej. Efter en periode med gang i smagearrangementer, har dette område ligget lidt stille i foråret. Jeg er altid frisk på at strikke noget sammen både i privat- og i virksomhedsregi, bare ring 22 75 19 48 😊


Solstrålehistorien må ikke glemmes: Vores samarbejde med La La La på Christianshavn er toppen. Ud over at være et super hyggeligt sted med en fantastisk ”fransk brasseristemning”, så bliver der serveret mad af høj kvalitet til en helt fornuftig pris. Jeg kan kun anbefale at slå et smut forbi.

Hvis I hilser fra mig, så kvitterer La La La med et glas Banyuls fra ZoBo Vine til desserten på husets regning. www.la-la-la.dk


Slut for denne gang, nu er det bare at hoppe ind og bestille her – eller give mig et kald, hvis det er mere bekvemt.


Tak for opmærksomheden – og på gensyn.

Erling